

Så er der dømt sommerferie
Der er ingen tvivl om, at rejsebureauerne gerne vil have, at danskerne skal rejse udenlands. Det afhænger af vejret, men foreløbigt har en analyse i et formiddagsblad afsløret, at flertallet af danskere agter at holde ferie inden for landets grænser. Måske overraskende, men..
Så læng der er steder, hvor det danske feriefolk endnu ikke har været, er der vel en god grund til at holde ferie for kroner og ikke Euro eller en mere eksotisk valuta. Fordelen er, at vi kender det danske vejr, som altid rummer en risiko for en kold afvaskning.
De fleste husker med koldsved eller skadefro, at tusinder af danskere rejste sydpå, angiveligt for at få sol og varme. Men samtidig med, at Danmark var ved at svede væk under solen, sad de sydlige turister inde under stråtagene og kiggede ud i noget, der mest af alt lignede en syndflod. Der blev i hvert fald brug for de varme klæder.
I vores område rejser folk naturligvis også væk. For dem, der bliver tilbage, vil der være en masse lokale sommertilbud, som ikke mindst tager hensyn til børnene. Og så er der en hel del mennesker, der pænt må blive hjemme for at betjene de turister, der besøger os.
Den første varmeperiode med mange tørre dage er overstået. Nu har vi også fået en smule regn til glæde for både haveejere og landmænd. Meteorologerne har helt sikkert deres mening om hvordan feriemåneden juli vil gebærde sig - men de tager ofte fejl, og fejlene går til begge sider: sol, hvor de lovede regn - og omvendt.
Nu er pædagogerne i det mindste vendt tilbage. Sygeplejerskerne og alt andet sundheds- personale også. Meget nærmer sig normalen, selv om strejkedebatten endnu ikke er forbi. Der tales både om hvad sygeplerskernes Krukow egentlig opnåede, om tomme strejkekasser og om de strejkende, der tillod sig at tage på ferie i stedet for at myldre i hovedgaden med bannere og t-shirts.
Det er svært at gøre alle tilpas. Men nu er der ferie for de fleste - og det kan end ikke en debat i aviserne gøre om på.

© Maribo.Net 1997-2008 - Opdateret: 5. juli 2008 - IE1280x1024 - Tahoma - Mail: webmaster@maribo.net

|
AKTUELT |
|
MARIBO |
|
FOLKEKIRKEN |
|
LIONS CLUB |
|
MARIBO FDF |
|
MUSIKSKOLEN |
|
FORENINGER |
|
KULTURLEGAT |
|
ANNONCER |
|
INFORMATION |